Regler for træning under CORONA

Fra mandag den 1. marts må vi igen træne udendørsfodbold - endda med hele 25 personer i en træningsgruppe. Selvom der således er forår i luften for fodbolden, er alt dog langt fra normalt. Corona er her stadigvæk, så der er brug for, at vi alle overholder en række vigtige retningslinjer fra DBU og myndighederne, som skal forebygge unødvendig smittespredning.
Opdeling af kunsten
Vi har i HIF besluttet at opdele kunstgræsbanen i to adskilte træningsområder på midten med et bælte af reb og kegler. Derved er der mulighed for, at to grupper kan træne eller spille samtidigt. Dette bælte må kun flyttes i forbindelse med 11-mandskampe og skal altid sættes tilbage på plads efter brug.
Der er desuden ekstra kegler til rådighed, så hver banehalvdel kan deles yderligere op, hvis der er behov for det. Det giver mulighed for at træne i op til fire grupper samtidig. Disse ekstra kegler er ikke permanente på banen og skal sættes tilbage (uden for selve banen) efter brug. Hvert bælte mellem træningsområderne - både på langs og på tværs - skal være mindst 2 meter bredt!
Ikke blande grupperne
Husk at hvis der trænes i flere grupper, skal opdelingen fastholdes i al den tid, man er på anlægget. En træner må ikke træne flere grupper og grupperne må ikke blandes undervejs.
For at undgå sammenblanding af træningsgrupperne har vi besluttet at indlægge 10 minutter mellem de forskellige gruppers slut og starttidspunkter for træning. Alle grupper stopper således 5 minutter før deres træningstid slutter, så de er helt væk fra banen, når næste gruppe begynder sin træning. Næste gruppe kan derefter starte sin træning 5 minutter efter dens træningstid er begyndt.
Da der typisk træner to grupper samtidigt, er det vigtigt, at du først møder op lige til træningsstart og trækker hurtigt væk fra indgangen til kunstgræsbanen, både ved træningsstart og –slut, så vi undgår kontakt mellem to grupper.
Hygiejne og Rengøring af materiel
Kun træneren må hente bolde og andet udstyr i boldrum. Alle vasker eller spritter hænder af inden træning. Spillerne medbringer selv drikkedunke, som ikke må deles med andre. Efter træning rengøres bolde, kegler og andet grej af træneren.
Føre protokol til træning
Endelig er det vigtigt som træner, at huske at føre protokol over hvem der deltager i træningen, så der om nødvendigt kan ske en effektiv smitteopsporing.
DBU’s opdaterede coronaregler kan læses her:
https://www.dbu.dk/klubservice/fodboldens-corona-regler/