Menu

Ny mand i HIF’s bestyrelse

image Formanden aflægger sin beretning fra talerstolen
18. juni 2020 kl. 13:04
Vagtskifte i HIF’s bestyrelse, da vi sagde farvel til evigt unge Nicolaj Klausen og goddag til Christian Plank.

For måske første gang i HIF’s 104 år lange historie mødtes den årlige generalforsamling under åben himmel, da den onsdag aften samledes på terrassen foran klubhuset i det smukkeste solskinsvejr. Selvom landet og fodbolden langsomt er ved at genåbne, er det stadig vigtigt at holde afstand.

Det var også første gang i historien, at generalforsamlingen ikke var blevet afholdt i årets første kvartal som vedtægterne ellers kræver det. Hele to udsættelser måtte der til pga. coronakrisen, før generalforsamlingen endelig kunne samles i HIF. Alligevel var der fra start en lille smule forvirring om, hvorvidt generalforsamlingen var indkaldt til kl. 18.30 eller kl. 19.00. Vi valgte at starte op kl. 19.00, så alle havde en chance for at komme med fra start. I ventetiden bød klubben på en kold øl eller vand.

Herefter var der dog ikke meget slinger i valsen. De fremmødte medlemmer kunne fra første dommerfløjt opleve en generalforsamling ledet af en særdeles myndig dirigent i skikkelse af Morten Jakobsen (en af klubbens dygtigste fodbolddommere), som førte generalforsamlingen hurtigt og sikkert gennem aftenen.

Formand Jakob Hermansen takkede i sin beretning klubbens mange frivillige for deres store arbejde for HIF. Uden frivillige ingen forening, erklærede Hermansen. En sandhed, som blev understreget af Lejre Kommunes beslutning om at skære i driftstilskuddet til HIF med ca. 60.000 om året. Presset af disse omstændigheder blev det vedtaget at forsøge at lukke hullet i klubbens økonomi ved sætte kontingentet op med 75 kr. halvårligt pr. medlem.

Hermansen takkede samtidig de mange medlemmer, som havde betalt deres kontingent for foråret, selvom klubben her ikke havde kunne tilbyde meget fodbold pga. coronalukningen af samfundet.

Et af generalforsamlingens vigtige opgaver er valg af medlemmer til bestyrelsen. Fire pladser var ledige.

Generalforsamlingen gav genvalg til bestyrelsen til næstformand Bruno Rasmussen, kasserer Torsten Hjort Hansen og sekretær Poul Christensen.

Generalforsamlingen sagde samtidig farvel – men forhåbentligt på gensyn om nogle år - til evigt unge Nicolaj Klausen, som efter 22 års foreningsarbejde i Hvalsø siger tak for denne gang og flytter teltpælene videre til nye himmelstrøg. Formand Jakob Hermansen takkede på vegne af klubben Nicolaj for et stort og imponerende arbejde i HIFs tjeneste som både højt elsket ungdomstræner, ungdomsformand, bestyrelsesmedlem, webmaster og spiller på vel nærmest alle klubbens hold. Nicolaj vil blive savnet.

Ny mand i stedet for Nicolaj bliver Christian Plank, som er en gammel kending for alle, der følger med i lokalpolitik. Plank er medlem af Lejre kommunalbestyrelse for SF og desuden en kendt og skattet repræsentant for HIF’s fanklub Klogehjørnet, men har såmænd også spillet fodbold i klubben i adskillige år.

Den nye bestyrelse konstituerede sig straks efter generalforsamlingen og aftalte første bestyrelsesmøde den 30. juni kl. 18.30.

Luk