Menu

Klubhuset lukket lidt endnu

image
11. maj 2021 kl. 09:22
HIF holder lukket lidt endnu, da det er praktisk umuligt at overholde krav til genåbning

HIF’s bestyrelse har besluttet at holde omklædning og bad lukket i klubhuset på Møllebjergvej. Det gør vi, fordi vi ikke vil være årsag til et større smitteudbrud i Lejre kommune.

Efter at have haft tid til at nærlæse de seneste retningslinjer fra Kulturministeriet og DBU må bestyrelsen desværre konstatere, at det ikke i praksis er muligt for os som frivillig forening at sikre overholdelsen af disse regler.

Vi har f.eks. ingen mulighed for at bede vore frivillige om at føre kontrol med, at alle personer mellem 18 og 69 år, som benytter vores badefaciliteter har gyldigt coronapas. Ifølge de nye retningslinjer er det HIF, som er forpligtet til via trænerne at sikre, at der ikke gives adgang for personer uden gyldigt coronapas. Og det er os som klub, som risikerer at få en bøde, hvis der gives adgang til badefaciliterne til en person uden gyldigt coronapas.

Vi kan heller ikke garantere, at alle der benytter vores omklædningsrum overholder kvadratmeterreglen (1 pers. pr 4 m2) eller holder 1-2 meters afstand. Med kun 1 person pr. 4 kvadratmeter er vores omklædningsrum samtidig for små til at kunne rumme et helt hold ad gangen. Holdene vil derfor skulle deles op i 2-3 mindre grupper. Men må disse grupper benytte det samme omklædningsrum uden rengøring ind i mellem?

HIF har med andre ord ikke de nødvendige ressourcer til at føre den nødvendige kontrol med disse regler. Vores frivillige ledere har allerede gjort en kæmpe indsats for at kunne tilbyde aktiviteter under disse vilkår, og det er ganske enkelt nået et niveau, hvor vi ikke mener det, er rimeligt at frivillige ledere kan holdes ansvarlige for evt. smittespredning som følge af manglende kontrol med overholdelse af disse regler.

Derfor vil vi kun holde åbent for klubhuset, hvis nogen skal bruge toiletterne eller hente materialer, til dommeromklædning og evt. til salg af øl/vand, men det vil foregå på terrassen uden for klubhuset.

Vi vil hellere end gerne åbne op for klubhuset, men det bliver først, når retningslinjerne fra myndighederne og DBU er på et niveau, som en frivillig forening kan levere på.

Et brev om bestyrelsens beslutning vil blive tilsendt den kommunale forvaltning i Lejre Kommune.

Luk