Ingen tilskuere tilladt

Tilskuere er stadig ikke tilladt til fodboldkampe eller -træning. Det var en af myndighedernes betingelser for at genåbne udendørsidrætten med et udvidet forsamlingsloft på 50 personer. Forbuddet mod tilskuere gælder alle, som ikke er en aktiv del af fodboldkampen – desværre også forældrechauffører, som kører deres børn til udekampe. Forbuddet gælder uanset, hvor man står på hjemmeklubbens anlæg. Kun spillere, trænere, dommer, linjevogtere eller andre som spiller en aktiv rolle i forbindelse med aktiviteten må deltage.
Hjemmeklubbens ansvar?
Det er den arrangerende fodboldklub, der har ansvar for, at corona-reglerne overholdes. Hvis politiet kommer forbi og vurderer, at forsamlingsforbuddet er overskredet (f.eks. pga. tilskuere), kan der gives en bøde til hjemmeklubben, men også personlige bøder til de tilstedeværende tilskuere.
Som arrangørklub er det dog tilladt at stille med 1-2 coronavejledere til kampe, som kan oplyse om bl.a. tilskuerreglerne. De skal være let genkendelige, eksempelvis ved at bære en gul vest eller lignende.
Hvor har klubben ikke et ansvar?
Skulle der uden for klubbens anlæg være en parkeringsplads eller en offentlig vej, og folk tager ophold her, falder det ikke inden for klubbens arrangøransvar. Så snart man befinder sig uden for anlægget er det den enkelte persons eget ansvar at overholde forsamlingsforbuddet på 10 personer.
Tilskuere kan stadig følge med live via fodbold app'en
Det er muligt at følge med hjemmefra, hvis der er en af holdlederne, som vil sende information på live-score på DBU’s Fodbold app om scoringer, udskiftninger, advarsler, halvlegsstilling, osv.
Få svar fra DBU på spørgsmål i FAQ'en her under overskriften "TILSKUERE".
Håb om tilskueres snarlige tilbagevenden
Der er dog grund til at håbe på, at tilskuere snart kan være tilbage på stadion. Der pågår således i disse dage forhandlinger mellem regeringen og Folketingets partier om netop dette spørgsmål. Kulturministeren oplyste på et samråd i dag om udendørs sportsbegivenheder i Folketingets Kulturudvalg, at tilskuere på stadion kan blive en realitet allerede fra den kommende uge. Så vi krydser fingre.