Ekstraordinært bestyrelsesmøde i HIF

HIF’s bestyrelse mødtes lørdag ekstraordinært for at drøfte, hvad vi gør i HIF efter gårsdagens udmelding fra regeringen om skærpede restriktioner i forbindelse med den stigende smittespredning i samfundet.
Navnlig stramningen af forsamlingsforbuddet fra 50 til 10 for alle under 22 år samt kravet om at bære mundbind på alle offentligt tilgængelige indendørssteder giver os som fodboldklub nogle vanskelige udfordringer.
Hvad med mundbind i klubhuset?
Bestyrelsen besluttede på grund af mundbindskravet at lukke klubhuset for offentligheden allerede fra mandag den 26. oktober og foreløbigt frem til den 22. november 2020. Det betyder for alle HIF’s medlemmer:
- at al omklædning til træning og kamp foregår hjemmefra. Dette bedes meddelt til kommende modstandere.
- Trænerne kan hente bolde mm. i klubhuset.
- Det er vigtigt, at man sørger for at klubhuset er aflåst.
Hvad med kampe?
Alle resterende ungdomskampe vil i princippet blive afviklet som planlagt. Men stramningen af forsamlingsforbuddet for spillere over 21 år betyder med stor sandsynlighed, at de resterende kampe for HIF’s seniorhold må udsættes. Bestyrelsen afventer dog fortsat en konkret melding fra ´DBU-Sjælland om den nærmere udmøntning af det nye skærpede forsamlingsforbud. Så snart vi ved mere, vil holdene blive orienteret
Hvad med træning?
Alle ungdomshold vil i princippet fortsat kunne træne som hidtil. Til gengæld vanskeliggøres seniorholdenes mulighed for at træne sammen af, at det skærpede forsamlingsloft på 10 gælder for alle spillere, der er født i 1998 eller tidligere, mens spillere født i 1999 kun er underlagt forsamlingsloftet på 50, ligesom det der gælder for ungdomsspillerne. Mere info vil følge om, hvordan seniortræningen kommer til at foregå under de nye regler.
Bestyrelsen har dog besluttet at opdele kunstgræsbanen i to baner allerede fra mandag den 26. oktober foreløbigt frem til den 22. november, så det bliver muligt at gøre plads til trænings for både de store forsamlinger af unge spillere og de små forsamlinger af lidt ældre spillere.
Endelig afventer vi også en melding fra DBU-Sjælland om betingelserne for gennemførelsen af indendørsstævner. Så snart vi ved noget vil de implicerede blive orienteret.